I Rom bliver du ikke overfaldet med en kniv. Det er en sikker by at gå rundt i, også om natten. Det, du skal passe på, er uopmærksomhed, det præcise øjeblik hvor du kigger op for at se en arkitektonisk detalje, og nogen snupper din pung fra baglommen. Det sker hver dag, især nu hvor det er april, og gaderne igen bliver fyldt med mennesker.
Metroen og dørtaktikken
Metro A er det primære jagtområde. De kritiske stationer er Termini, Repubblica, Barberini og Spagna. Lommetyvene arbejder i grupper. De ligner ikke kriminelle fra film, ofte er det unge, velklædte kvinder eller mænd med en jakke over armen. Den mest brugte teknik er dørtaktikken. De venter på, at du skal stige ind eller ud, skaber en kunstig prop lige i døråbningen, skubber lidt til dig, og i det sekund hvor døren bipper for at lukke, forsvinder pungen. De bliver på perronen, og du kører afsted uden dine dokumenter. Den gyldne regel er at bære rygsækken på brystet. Hvis du tager bus 64 eller 40 fra Termini-stationen mod Vatikanet, gælder præcis samme fremgangsmåde.
Vær også opmærksom på billetautomaterne. Ofte finder du folk, der tilbyder at hjælpe dig med at købe billet, især på de større tog- og metrostationer. De begynder at trykke på skærmen, før du forstår, hvad der sker, og kræver derefter byttepengene som drikkepenge. Hvis der er forvirring, så gå hen til skranken med personalet eller brug dit betalingskort direkte ved tælleapparaterne. Det er den sikreste og hurtigste metode.
Lykkearmbånd og falske underskriftsindsamlinger
Hvis du går omkring Castel Sant'Angelo eller langs via dei Fori Imperiali, vil nogen nærme sig med et stort smil og kalde dig ven. De har typisk flettede armbånd eller små print i hånden. De siger, det er en gave. De tager fat i dit håndled og prøver at binde armbåndet fast, før du kan nå at reagere. Så snart knuden er bundet, bliver gaven til et køb, og de begynder insisterende at kræve penge. Ofte hæver de stemmen for at gøre dig forlegen foran andre forbipasserende. Løsningen er enkel: Stop ikke op. Hold hænderne i lommerne, svar ikke på deres hilsen, og gå videre.
En anden typisk scene udspiller sig på de gågader. Unge mennesker med en mappe i hånden stopper dig og beder om en underskrift mod stoffer eller for at hjælpe børn i nød. Ofte lader de som om, de er døve eller stumme. Så snart du skriver under, dækker de dokumentet med hånden og peger på de beløb, som folk før dig har skrevet. Tyve, tredive euro. Det er et gammelt trick, men det virker stadig, fordi folk får dårlig samvittighed over at sige nej efter at have skrevet under. Ignorer mapperne og gå hurtigt videre.
Restaurantregningen og fiskefælden
Det er blevet svært at spise dårligt i Rom, men det er meget let at betale for meget. Restauranter med folk ude foran, der vifter med menukort oversat til seks sprog, er det første advarselstegn. Det virkelige problem gemmer sig dog i menukortets detaljer. Hvis du bestiller fisk, så vær meget opmærksom på udtrykket all'etto. En hel ovnbagt fisk ser ud til at koste otte euro, men den pris refererer til hundrede gram. En brasen til to personer vejer let otte hundrede gram, og så ender du med at betale tres euro for hovedretten. Spørg altid tjeneren om den anslåede vægt og den samlede pris, før du bekræfter ordren.
En anden spøgelsesudgift er brødet. Hvis de bringer en kurv, du ikke har bedt om, så spørg med det samme, om det er inkluderet i kuvertprisen (coperto). Ofte sætter de det på bordet automatisk og opkræver betaling for det separat. Tjek også posten for betjening. Mange menukort angiver med småt nederst på siden, at der er et tillæg for betjening, typisk mellem ti og femten procent. Hvis betjening allerede er inkluderet, er drikkepenge ikke obligatoriske. Der er også tricket med vin, der ikke står på kortet. Du beder om et glas rødvin, og tjeneren foreslår en speciel flaske, der lige er kommet hjem, uden at nævne prisen. Når regningen kommer, opdager du, at flasken koster det tredobbelte af de andre. Bed om vinkortet, peg på den flaske du vil have, og tjek prisen sort på hvidt.
Taxaer, taxametre og faste priser
De officielle hvide taxaer med skilt på taget er det eneste transportmiddel, du bør overveje. Ignorer alle, der tilbyder dig et lift inde i lufthavnsterminalerne eller på stationen. For ture fra lufthavnene Fiumicino og Ciampino til det historiske centrum er der faste priser fastsat ved lov. Man bruger ikke taxameter. Nogle gange kan chaufføren prøve at tænde det alligevel med påstanden om, at dit hotel ligger uden for zonen, så tjek kortet over området inden for Aurelian-muren på forhånd. Du kan se de opdaterede priser og de officielle grænser på portalen Turismo Roma.
For ture i byen skal du kræve, at taxameteret tændes ved afgang. Undskyldningen om, at dankortterminalen er i stykker, er en klassiker. Ved lov skal alle taxaer acceptere elektronisk betaling. Hvis de siger, at terminalen ikke virker ved turens afslutning, så sig at du kun har kort, og at du vil ringe til politiet via Comune di Roma. I 90 procent af tilfældene vil apparatet mirakuløst begynde at virke igen på få sekunder.
Kø-springere og overprissatte billetter
Området mellem Vatikanmuseerne og Peterspladsen er fyldt med sælgere af ture. De stopper dig på gaden og fortæller, at køen for at komme ind varer tre timer, men at de har billetter til at springe den over med det samme. Det, de sælger dig, er en guidet tur til en uforholdsmæssig høj pris. Nogle gange bliver du sat sammen med grupper på fyrre personer med tilfældige guider. Andre gange sælger de dig billetter, som du selv kunne have købt til halv pris.
Til de vigtigste seværdigheder skal du planlægge i god tid. Officielle billetter købes på de officielle hjemmesider, som f.eks. Vatikanmuseerne, uger før din ankomst. Hvis du ankommer i foråret uden reservation, så stil dig i den almindelige kø eller udskyd besøget til en anden dag. At købe adgang på gaden fører kun til, at du bruger unødvendige beløb på dårlige tjenester.