I juli står luften helt stille i Rom, og de mørke brosten, de såkaldte sampietrini, suger varmen til sig og holder på den til langt ud på aftenen. Hvis du bevæger dig ud i byen ved middagstid, lærer du hurtigt to ting: at søge mod skyggen langs husmurene og at lytte efter lyden af rindende vand. Glem alt om de store, monumentale springvand, hvor turisterne flokkes med deres selfie-stænger. Lad os i stedet tale om de små lokale fontæner, som romerne har brugt i generationer til at fylde vandflaskerne og køle håndleddene. Det er et offentligt vandnet, der sikrer frisk drikkevand til alle, et system, der stammer helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, og som stadig er en ren redningsplanke i de varmeste måneder.
Kortet over de små nasoni og tørsten i juli
Dit bedste forsvar mod julivarmen er en mørk støbejernssøjle på godt en meters højde. Den kaldes en nasone (en stor næse) på grund af det buede rør, hvorfra der løber en konstant strøm af koldt vand. Vandet er altid dejlig koldt, fordi det kommer direkte fra kilder i Appenninerne gennem underjordiske rør. Der findes næsten to tusind af dem i Rom, og du skal sjældent gå ret langt for at finde en. Den første nasone blev sat op i 1874 efter ønske fra borgmester Luigi Pianciani, dengang med tre drageformede tude. Man kan stiller finde enkelte af disse gamle modeller, for eksempel på Piazza della Rotonda lige foran Pantheon.
Mange turister begår den fejl at købe lunkne plastikflasker fra uautoriserede gadesælgere tæt på Colosseum. Men du behøver bare at gå halvtreds meter væk for at finde en gratis vandhane. Hvis du vil drikke uden at få hele ansigtet vådt, holder du bare en finger for den store åbning, så sprøjter vandet op af et lille hul på oversiden i en perfekt bue lige til at drikke af. Hvis du vil planlægge din rute, så du ikke løber tør for vand, kan du kigge på disse itinerari consigliati tra le via romane. De er gode til at finde de bedste steder at holde pause, før solen for alvor bager ned.
Pietro Lombardis kunstneriske bydelsfontæner
I 1920'erne besluttede kommunen, at de praktiske støbejernsfontæner var for simple til det historiske centrums monumentale områder. Arkitekten Pietro Lombardi fik til opgave at tegne en række kunstneriske fontæner i travertinsten, der skulle afspejle de enkelte bydelas historie eller traditionelle håndværk.
Min personlige favorit ligger i Via degli Staderari, kun et stenkast fra Piazza Navona. Den hedder Fontana dei Libri (Bøgernes Fontæne) og er bygget ind i muren. Den forestiller et hjortehoved, som er symbolet på bydelen Sant'Eustachio, omgivet af fire gamle bøger på stenhylder. Fra bøgerne løber fire små vandstråler ned i halvcirkelformede kar. Det er et sted, jeg altid stopper op, når jeg er i området i forbindelse med arbejde. Vandet er iskoldt, og der er aldrig den kø, man oplever ved de større springvand.
Ikke langt derfra, tæt på Piazza Venezia, finder du Fontana della Pigna (Grankoglefontænen) på den lille Piazza San Marco. Denne fontæne har form som en stiliseret grankogle, der hviler på en krans af blade, hvorfra vandet løber ned i to kar i jordhøjde. Hvis du vil vide mere om historien bag disse små gadekunstværker, kan du læse om storia del rione Pigna e dei suoi simboli for at forstå, hvordan disse mindre kunstværker blev skabt til gavn for de forbipasserende.
Der findes i alt ni af disse fontæner, og hver enkelt fortæller noget om sin bydels særpræg, som for eksempel frugtkurvene i Trastevere eller rorhjulene i Ripa. Hvis du vil på en anderledes gåtur uden om de sædvanlige turistruter, kan du følge una rassegna dei rioni e delle fontane og opdage detaljer, som de fleste overser i farten.
Gratis svalende skygge i renæssancebaggårdene
Når termometret sniger sig op over 35 grader, yder de tykke mure i renæssancepalæerne en uventet beskyttelse mod varmen. Mange af disse bygninger har enorme indre gårde, der virker som naturlige kølekamre. Luften herinde er ofte tre til fire grader køligere end ude på gaden.
Et godt eksempel er gården i Palazzo Mattei di Giove, som ligger på hjørnet af Via dei Funari og Via Caetani. Den store port står ofte åben i dagtimerne. Når du går herind, træder du ind i et firkantet gårdrum, hvor væggene er dækket af romerske buster og stensarkofager indbygget i murværket. Det er en fredelig gård næsten uden turister, hvor støjen fra trafikken forsvinder helt. Du kan sætte dig på stentrapperne i skyggen i ti minutter for at læse eller planlægge resten af dagen. Det koster ingenting, du skal bare gå herind med respekt og uden at larme, da bygningen huser kontorer og historiske forskningsinstitutter. En anden flot og gratis gård finder du i Palazzo Altemps tæt på Piazza Navona, hvor renæssance-loggiaen kaster en dyb skygge, selv når solen står højest på himlen.
Undgå køerne på Aventinerhøjen
En anden offentlig hemmelighed, som efterhånden ikke er så hemmelig mere, er det berømte nøglehul i porten til Malteserriddernes Priorat på toppen af Aventinerhøjen. Alle ved, at hvis man kigger igennem det, ser man Peterskirkens kuppel perfekt indrammet for enden af en allé af klippede træer.
Men virkeligheden i juli er, at du skal stå i en lang, stillestående kø i den bagende sol på Piazza dei Cavalieri di Malta, ofte uden skygge overhovedet. Mit råd er helt at springe køen over og i stedet gå ind i den nærliggende appelsinhave, Giardino degli Aranci. Udsigten over kuplen og byens tage er mindst lige så flot. Hvis du tager derop omkring klokken otte om aftenen, når solen begynder at gå ned, og luften bliver mere behagelig, kan du mærke en let brise fra Tiberen. Det er det bedste tidspunkt at nyde byen oppefra uden stress fra de store turistgrupper. Lige ved indgangen til haven finder du desuden en anden historisk fontæne, Fontana del Mascherone, som er perfekt til at fylde vandflasken, inden du sætter dig for at se solnedgangen.