I juni er Rom varm. Hvis nogen påstår det modsatte, har de aldrig gået på asfalten på via dei Fori Imperiali klokken to om eftermiddagen, når luften flimrer, og det føles som at indånde sand. På disse varme sommerdage er tricket til at overleve og nyde byen at skifte tempo. Glem alt om at ræse rundt i solen for at se endnu en ruin. Søg i stedet mod skyggen, stilheden og de kvarterer, hvor romerne rent faktisk bor, eller hvor arkitekturen tager uventede drejninger.
Coppedè-kvarterets finurlige stenbygninger
Hvis du starter ved Piazza Buenos Aires, står du kun få skridt fra et usædvanligt arkitektonisk eksperiment. Her er der ingen romerske ruiner eller store barokkirker. I stedet finder du en række ejendomme, som arkitekten Gino Coppedè tegnede mellem 1915 og 1927. Det er ikke et stort område, blot omkring fyrre bygninger fordelt omkring Piazza Mincio, ma effekten minder om en sær visuel hallucination.
Hovedindgangen går under en stor bue, der forbinder to bygninger. Herfra hænger en lysekrone i smedejern, som ligner noget fra en middelalderborg. Lige efter buen lægger man straks mærke til Fontana delle Rane midt på pladsen. Den er berømt, fordi The Beatles i 1965 hoppede i den med tøjet på efter en koncert på den nærliggende Piper Club i via Tagliamento.
Stedet har et særligt ry. Mange forbinder det med okkultisme og mysterier. Hvis du er interesseret i denne mørke side, kan du følge denne usædvanlige rute gennem historier og legender, som ser nærmere på husenes asymmetriske facader. Bygningerne er pyntet med små tårne, middelalderfriser, drager, heraldiske våbenskjolde og en stor edderkop på facaden af Palazzina del Ragno. Det er en blanding af stilarter, fra gotik og barok til jugendstil, som arkitekten har sat sammen uden de store tøjler.
Hvis du kommer om sommeren, især i juni, kan du støde på udendørs koncerter eller særlige guidede ture. I denne periode afholdes der sommerarrangementer i anledning af kvarterets 100-års jubilæum, hvilket er en god mulighed for at lytte til klassisk musik mellem de excentriske facader, når solen går ned, og stenene køler af. For at planlægge din tur anbefaler jeg en rute, der starter fra Piazza Buenos Aires og går ind i de stille gader i Trieste-kvarteret. Undgå de varmeste timer midt på dagen. Ikke fordi der er for mange mennesker (her er altid ret fredeligt sammenlignet med det historiske centrum), men fordi den skarpe sol fjerner dybden i de udskårne stendetaljer. Det bedste tidspunkt er sidst på eftermiddagen, omkring klokken seks, når lyset falder skråt.
Garbatella og 1920'ernes arbejderboliger
I den stik modsatte del af byen kan du besøge det historiske kvarter Garbatella for at opleve et helt andet byplanlægningseksperiment, som opstod i de samme år. Hvor Quartiere Coppedè var tænkt til det bedre romerske borgerskab, opstod Garbatella som et arbejderkvarter for folkene ved den planlagte flodhavn på Tiberen, som dog aldrig blev til noget.
Her er arkitekturen inspireret af de engelske havebyer. Bygningerne er ikke store lejlighedskomplekser, men lave villaer, de såkaldte lotti, omgivet af baggårde, køkkenhaver og fælles grønne områder. At gå gennem Garbatella i juni betyder, at du møder duften af nyvasket tøj på tørresnorene, lyden af klirrende service fra de åbne vinduer og stemmerne fra beboerne, der sludrer på bænkene i skyggen i gårdene.
De vigtigste steder, du bør opsøge til fods, er Piazza Benedetto Brin, hvor kvarterets første sten blev lagt i 1920, og de historiske boligblokke som Lotto 24 med udvendige trapper og indre haver, der minder om små gyder i en provinsby. Led ikke efter store monumenter. Skønheden her ligger i bygningernes menneskelige skala, de okkergule mure, der skaller af, og kapersplanterne, der vokser vildt mellem murstenene.
Undgå de alt for turistede steder på hovedgaden, når du skal spise frokost eller aftensmad. Søg i stedet mod de historiske trattoriaer inde i gårdene, hvor de serverer enkle retter som cacio e pepe eller amatriciana uden så meget dikkedarer. Priserne er rimelige og på niveau med områdets traditionelle spisesteder. Hvis du er i tvivl om transport eller reglerne for at bevæge dig rundt i disse kvarterer, henviser jeg til de officielle retningslinjer på Rom kommunes officielle portal.
Testaccio og arbejderklassens industrielle atmosfære
Kun et stenkast fra Garbatella, adskilt af jernbanen og en gåtur på tyve minutter, ligger Testaccio. Dette er arbejderkvarteret over dem alle, opstået omkring det gamle kommunale slagtehus, som blev nedlagt i slutningen af halvfjerdserne.
Det mest usædvanlige træk ved kvarteret er Monte dei Cocci, en cirka femogtredive meter høj kunstig bakke, der udelukkende består af millioner af potteskår fra romerske amforaer. Disse amforaer blev brugt til at transportere olivenolie til flodhavnen ved Tiberen. Når de var tømt, blev de knust og stablet i sirlige lag. I dag kan man betragte bakken, når man går langs via di Monte Testaccio.
Ved foden af bakken er de gamle grotte, der er hugget ud i tuffen og potteskårene, med tiden blevet til værksteder, pubber og restauranter. Testaccio er fødestedet for det moderne romerske køkken, som er baseret på indmad. Hvis du vil smage ægte trippa alla romana, pajata eller coda alla vaccinara, er det her, du skal gå hen.
Et godt udgangspunkt for at udforske området er Mercato di Testaccio på via Aldo Manuzio. For opdaterede åbningstider anbefaler vi at tjekke Rom kommunes officielle portal. Her finder du klassiske boder med frugt og grønt side om side med moderne madboder, der serverer gademad af høj kvalitet, som for eksempel sandwich med langtidskogt oksekød eller kødboller lavet på kogt kød. Det er det perfekte stop til een hurtig og billig frokost, inden eftermiddagsheden gør det nødvendigt at søge indenfor i køligheden.